Neandertalere: Fra halvidioter til ligeværdige fortidsnaboer

En lille neandertal-familie bestående af en mand og en kvinde på omkring 40 år samt deres teenagebarn sidder i en lille kalkstenshule i Neanderdalen, der i dag ligger nær Düsseldorf i Tyskland, for omkring 40.000 år siden.

Et bål oplyser hulen, hvor manden vrider sig i smerte. En aggressiv knoglesygdom raser i hans krop, og det er kun et spørgsmål om tid, før han forlader denne verden.

Han er ikke ene om at stirre ned i afgrundens dyb. Dramatiske klimaforandringer har gennem de seneste mange årtier været i gang med at udrydde neandertalerne som art.

De store skove, hvor neandertalernes byttedyr lever, er blevet forvandlet til stepper, og det er derfor blevet næsten umuligt at finde byttedyr.

Mange neandertalere er allerede bukket under for sygdomme, der er forårsaget af indavl, samt udefrakommende sygdomme spredt af konkurrerende menneskearter.

Neandertalere er et nomadefolk, der konstant er på farten, men den tyske kalkstenshule bliver neandertal-familiens sidste hvilested.

Omkring 10.000 år senere er neandertaleren som art forsvundet fra Jordens overflade efter årtusinders dominans. Tilbage på den menneskelige evolutionsstige stod nu kun Homo sapiens – eller på dansk: Det tænkende menneske.

Neandertal-familien i den tyske kalkstenshule var blandt de sidste neandertalere på Jorden, og den udgør – ironisk nok – de første eksemplarer af den uddøde menneskeart, forskerne kender til.

I 1856 faldt minearbejdere over neandertal-familiens knogler i kalkstenshulen Kleine Feldhofer Grotte i Neanderdalen.

Arbejderne kastede knoglerne væk som affald, men mineejeren fandt interesse for de fossile rester, der bl.a. talte et kranie. Han var overbevist om, at knoglerne stammede fra en hulebjørn.

Året efter blev knoglerne inspiceret af en lokal skolelærer ved navn Johann Carl Fuhlrott og anatomiprofessoren Hermann Schaaffhausen fra universitetet i Bonn.

De to mænd vidste med det samme, at de stod med et sensationelt fund: Knoglerne stammede sandsynligvis fra et primitivt fortidsmenneske.

Den hidtil ukendte menneskeart blev døbt Homo neanderthalensis af den irske geolog William King i 1864. Arten neandertaler har fået navn efter dalen, hvor de blev fundet – Neanderdalen.

Alene tanken om, at der har eksisteret flere forskellige menneskearter, var dengang en absurd og provokerende tanke for mange videnskabsfolk.

Først med fundet af to voksne neandertalere i Betche-aux-Rotches-hulen ved den belgiske by Spy i 1886 fik neandertaleren endegyldigt status som en anatomisk defineret, uddød menneskeart.

I årtierne efter opdagelsen af neandertaleren blev arten set som et missing link mellem vores art, Homo sapiens, og aberne: Et primitivt hulemenneske med ringe forstand, der gryntende jagtede dyr med sin kølle.

I dag ved forskerne bedre end at reducere neandertaleren til et idiotisk skud på menneskestammen.

Hele vores familie – menneskeslægten Homo – stammer fra Afrika, hvor vores seneste fælles forfader, som vi deler med chimpanserne, levede for 6-7 mio. år siden.

Derfra begyndte menneskeslægtens stamtræ at forgrene sig til flere menneskearter, herunder Homo heidelbergensis, der levede for 800.000-200.000 år siden, og som flere forskere anser for at være både vores (Homo sapiens’) og neandertalernes direkte forfader.

For mellem 500.000 og 400.000 år siden forlod neandertalernes forfædre menneskehedens vugge i Afrika og tog på opdagelsesrejse i Europa og Mellemøsten, hvorfra de udviklede sig til en selvstændig menneskeart for omkring 200.000 år siden.

Neandertalerne levede i Eurasien – fra det nordlige Wales til Kinas grænser og mod syd til udkanten af de arabiske ørkener – fra mellemistiden “eem” og frem til første del af istiden “weichsel”.

Neandertalerne tilpassede sig det koldere klima, hvilket tydeligt kan ses i deres anatomi.

Deres knogler var tykkere og rundere end vores, hvilket gav dem en mere tætbygget krop, der bedre kunne klare det strenge klima.

Deres næser var også større, hvilket formentlig også hænger sammen med kulden. En stor næsehule varmer indåndingsluften op, hvilket er en fordel i kolde omgivelser.

De koldere omgivelser krævede mere energi, og forskere anslår, at en neandertaler havde brug for mindst 3.500-5.000 kalorier om dagen. Det er mere end det dobbelte af nutidens anbefalinger til en voksen.

En gruppe på 10 neandertalere indtog ugentligt i alt 300.000 kalorier. Det betyder, at gruppen skulle nedlægge tre rensdyr hver uge.

I årtier mente man, at neandertalerne var ådselædere, fordi de var for dumme til at jage. Mange af de knogler fra byttedyr, som forskerne fandt sammen med neandertalernes jordiske rester, bar skrabemærker lavet af neandertalerne samt mærker efter rovdyrs tænder.

Den gængse teori var derfor, at byttedyrene var blevet nedlagt af rovdyr, hvorefter neandertalerne åd resterne af ådslet.

Men i 1980 viste nøjere undersøgelser af knoglerne dog, at skrabemærkerne var kommet først. Neandertalerne havde altså nedlagt byttet og taget noget af kødet, hvorefter hyæner eller andre kødædende dyr havde fortæret resten.

Udgravninger af den eemiske boplads Neumark-Nord 2 i Tyskland afslørede i 2018 knogler fra dådyr med tydelige huller i hofteben og nakkehvirvel. Hullerne var forårsaget af spyd, som ikke blev kastet, men boret ind i byttet.

Neandertalerne nedlagde dyr som bisoner, dådyr og kronhjorte vha. en koordineret jagtform, hvor en del af jægerne drev en dyreflok frem mod en gruppe modige krigere, som sprang frem og drev deres spidse spyd ind i dyrene.

Arkæologiske spor fra 50 lokationer i Europa peger på, at neandertalerne også spiste mindre byttedyr som kaniner, agerhøns og skildpadder. Neandertalernes komplekse jagtteknik vidner kort sagt om en intelligens, der er langt over niveauet for en menneskeabe, som neandertalerne først blev betragtet som.

Faktisk var neandertalernes hjerner 15 procent større end vores.

Deres flade pander betød dog, at der var mindre plads til frontallappen, som er tæt forbundet med kompleks tankevirksomhed, som hukommelse og sprog kræver.

Neandertalerne havde dog sandsynligvis en form for sprog – omend langtfra lige så veludviklet som vores.

Lillehjernen, der hovedsageligt anvendes til at koordinere bevægelser, var også mindre end vores.

Men i andre henseender var neandertalerne intelligensmæssigt på niveau med det moderne menneske.

Nyere fund har afsløret, at de fremstillede tøj, udviklede redskaber og udtrykte sig kunstnerisk med hulemalerier og kropsmaling, og at de prydede sig med smykker af strandskaller og fjer.

De levede, arbejdede, spiste og sov sammen som familier – sandsynligvis bestående af op til tre generationer – og deres følelsesliv og sociale intelligens var efter alt at dømme lige så rige og veludviklede som vores.

Forskerne ved ikke med sikkerhed, hvorfor neandertalerne forsvandt fra Jordens overflade for ca. 30.000 år siden. Sandsynligvis spillede en række faktorer ind – og tilsammen skubbede de neandertaleren i afgrunden.

På få hundrede år blev klimaet markant koldere, hvilket drastisk ændrede dyre- og plantelivet. Neandertalerne var formentlig for dårlige til at tilpasse sig de nye forhold; bl.a. fordi Homo sapiens trængte ind på neandertalernes jagtmarker med mere effektive redskaber – fx bue og pil samt synåle af horn og ben – og udkonkurrerede dem.

Et andet spor i mysteriet om neandertalernes endeligt kom for en dag i 2010, da det efter årtiers arbejde lykkedes den svenske forsker Svante Pääbo som den første nogensinde at kortlægge et komplet neandertal-genom.

Sammenlignet med genomet hos Homo sapiens fra samme periode står det klart, at neandertalerne i høj grad var præget af indavl – sandsynligvis fordi de levede i mindre grupper end Homo sapiens.

Indavl kan resultere i et virvar af sygdomme og et nedsat immunforsvar, som sandsynligvis gjorde neandertalerne særlig udsatte for mange af de nye sygdomme, som Homo sapiens var med til at sprede.

Svante Pääbos genomsekvensering af neandertaleren afslørede dog også, at menneskearten stadig lever videre i os i dag.

Da Homo sapiens begyndte at forlade Afrika for omkring 120.000 år siden, vandrede de til Mellemøsten, og siden spredte de sig over hele Jorden. I adskillige tusind år delte Homo sapiens og neandertalerne altså territorium, og Svante Pääbo kunne med sin genforskning bevise, at de to arter ikke blot sameksisterede, men også fik børn sammen.

Det betyder, at alle mennesker – på nær dem med subsaharisk afstamning (syd for Afrikas ørkener) – bærer på mellem cirka én og fire procent neandertal-DNA.

Med kortlægningen af neandertalerens genom er forskningen kommet tættere på at lægge det evolutionære puslespil for en menneskeart, som første gang genså dagens lys i en tysk kalkstenshule for over 150 år siden.

Og på museer rundtom i verden ligger fortsat masser af brikker i form af skeletdele fra hundredvis af individer, som i fremtiden vha. DNA-analyser vil kunne tegne et endnu mere fuldstændigt billede af neandertaleren.

Som en af verdens førende neandertal-forskere, Rebecca Wragg Sykes, skriver i slutningen af sin bog, “Neandertaler – liv, død, kunst og kærlighed”, fra 2022:

“I de næste 10 år vil vi opleve, at døren til neandertalernes komplekse historie og biologi, der i øjeblikket står på klem, vil blive skubbet yderligere op”.